Jeg er en mand (- eller.. er ved at være der). På nogle punkter mere kraftigt end andre. Og netop en meget stabil én af slagsen; stort set altid glad og tilfreds, og vel åbenbart nærmest en langvarig tilværelse af at alt er “fint nok”.
Jeg tror at mænd har en tendens til ofte at stille sig let tilfreds med tilværelsen – hvordan de har det og hvordan det går på indersiden. Sådan føler jeg det i hvert fald selv. Det er både en kæmpe gave, men i løbet af det sidste års tid, er det gået klart op for mig, at det også er vi mænds SVAGHED.
Jeg tror at vi alt for ofte springer let og elegant over ting der fx har såret os, i større eller mindre grad, eller ting som har forårsaget også de små nederlag i vores liv, og egentlig kræver vores opmærksomhed at vi faktisk ikke bare kaster det hen i hjørnet af vores liv, men vi ser nederlag, svaghed og ‘sårethed’ i øjnene. Vi må ikke blive så “maskuline” (hvilket egentlig ikke er det rigtige ord, men tror I forstår..), hverken piger eller drenge, at vi ikke tør se de svære og “ikke-huhej-ting” i øjnene. Vi lærer jo netop af det. Det former os. Det danner os. No pain, no gain. Rigtig mange ønsker at vide mere om hvem de er – men hvordan skal vi ellers finde ud af hvem vi er, hvis vi ikke også ser på de sider? Samtidig er kunsten, når man har set dem i øjnene, at vende dem om, så store og små vanskeligheder, forhindringer og sorger derved i stedet bliver til en gave ind i vores liv. Det ønsker jeg.
MEN – det kræver også, at jeg lærer at lytte mere til mig selv – og det er et stort mål for mig i år. Jeg vil ikke lytte som i at gå og snakke højt til sig selv; “Hvad vil jeg lige nu? Vil jeg skrive opgave eller se film”, men mere som i; “Hvordan har du det virkelig, Simon? Helt nede på bunden, hvad tænker du så? Hvad gjorde den oplevelse egentlig ved dig? Hvad var det der gjorde mig så vred… Og glad?”
Min pointe er, at jeg tror for mange mænd, inklusiv mig selv, ser for lidt indad og giver sig selv for lidt tid og liv, til at søge dybderne af hvem man er, og hvilken retning dermed også man er på vej hen. Jeg vil være meget mere opmærksom på mig selv. Og gøre noget ved det, som der skal gøres noget ved. Alt er ikke altid “fint nok”. Og det må gerne komme til udtryk. Rent praktisk kunne man evaluere hver dag, hvordan det er gået, hvad har man været glad for og hvad var frusterende, gjorde ondt osv. Man kunne starte processen og øvelsen i at vide mere om sig selv, dér. Det ønsker jeg. For i et ethvert menneske gemmer der sig en dyb længsel efter at kende sig selv – ud og ind.
Samtidig ønsker jeg også at glæde mig mere – over både stort og småt. Være opmærksom (igen) på de så (bogstavelig talt;) uendelig mange ting, der hele tiden omringer mig, der er så vanvittig fantastiske og en kæmpe velsignelse. Jeg ønsker at leve og vandre i taknemmelig. Hver dag! Det vil om noget give den vanelige hverdag et boost. Men størst af alle ting at takke for, og som jeg igen i år ønsker meget mere af, er taknemmelighed overfor skaberen af det hele, både stort og småt, og dig og mig. Og et år der skaber endnu mere taknemmelighed fordi Gud hver eneste dag bærer over med mig, og vandre med os i vores ‘mess af et indre’, som for os der vælger at invitere Ham ind, også vil komme ind og forvandle og forny. Mere af det, tak.
I et kristent perspektiv og for en personlig kristen, kan man sige, at det også handler om, ikke at komme med brudstykker af hvem vi er, foran brudstykker af hvem Gud er – Nej, det handler om at komme med HELE mig til HELE Gud. Med alt hvad jeg er.
