Jeg vil de næste par indlæg snakke med mennesker som har gennemgået nok den hårdeste smerte – Det at skulle sige farvel til den man elskede allermest. Vi snakker om hvad der skete, hvordan det har påvirket dem og hvad døden egentlig gør ved én. I dag snakker vi med Amelie. Hun mistede sin lillebror for et år siden.
- Min bror var en ung mand, født 10 juni 1994, som hed Martin Pedersen, med fremtidsambitioner fra lige da han kunne snakke. Han var en dygtig mekaniker og elskede at være sammen med venner og familie. Han var sjov, temperamentsfuld, ret kikset, dårlig humor som alligevel var sjov, og skør, elskede farver og underligt musik. Mindede meget om mig faktisk!
- Når jeg kigger på andre personer/folks søskendeforhold, kan jeg se at jeg har været rigtig heldig. Ikke at sige at mit og Martins forhold var det bedste og andre’s var dårligt, men vi havde det fantastisk godt sammen. Der var 17 måneder og 5 dage mellem os, som gjorde os til Seudo tvillinger. Det betyder at man faktisk har det samme bånd som tvillinger. Vi forstod hinanden på et helt andet plan, selv når vi var adskilt kunne vi mærke hinanden. Vi nød at bruge tid sammen, og støttede hinanden i alt.
Vi var soul mates, bedste venner, og tvillinger.
- Det der skete med Martin var, at da han kom på efterskole i 8.klasse blev han smidt ud efter jul pga. ballade. Derefter gik alt galt derhjemme. Fra at være den perfekte “Far, mor og 2 børn” kernefamilie der havde det godt, til at være i et levende Helvede, hvor der opstod skænderier, han truede med at slå mine forældre ihjel, begyndte at ryge hash osv.
Det endte med at han havnede i forskellige institutioner, og plejefamilier, indtil at han til sidst kom på Kildegaarden Thy i Hurup.
Dette sker på en periode af 2 år i alt ca. (Fra da han var 14-16)
I denne periode ændrede Martin sig markant meget! Fra at være åben og udadvendt, til at være mørk, trist, og selvdestruktiv.
Simpelthen en dårlig forvandling af lys til mørke.
Det var foruroligende at være vidne til, da man ikke kunne gøre noget, men bare se til og give kærlighed.
Derefter den sidste fredag i marts 2011 tager han nogle piller i min lejlighed i Thisted, mens jeg var på arbejde.
Han blev heldigvis fundet og bragt til sygehuset til udpumpning hvor jeg kommer derned og ser min bror ligge i sengen og vride sig rundt.
Men han var sur over han blev fundet for han ville bare gerne dø.
D.2 maj 2011, får jeg en opringning af min mor og at jeg skal komme hjem fra skole, og da jeg stod op den mandag kunne jeg mærke noget der var helt galt indeni, og da jeg fik opkaldet havde jeg hørt klokken ringe.
Jeg kommer hjem og hører at min bror var død, han havde hængt sig selv søndag til mandag på sit opholdssted.
Bagefter har jeg studeret mig frem til at han faktisk havde en personligshedsforstyrrende sygdom som hedder Borderline. Faktisk 1 ud af 3 der begår selvmord har denne sygdom. Så den kan virkeligt være noget farligt og drabeligt noget.
- Det som det har gjort ved mig er nærmest ubeskriveligt.
Det har først og fremmest gjort mit forhold til Gud, som jeg kun har kendt i 3 år nu, meget forvirrende og besværligt.
Det har faktisk gjort mange ting, men de mest svære ting er at jeg ingen søskende har mere, og min klippe som var ham er revet væk fra mig og jeg ikke kan se ham vokse op, få et normalt liv, kone, børn osv osv.
Jeg har ingen kontakt med mine forældre mere heller. Det har gjort at vi slet ikke kan snakke sammen, da vi takler det på forskellige måder, og at jeg er på Mariager Højskole som er et kristent sted, kan de slet ikke acceptere.
Jeg er den eneste kristen i min familie.
Det har også gjort at jeg altid tvivler på om Martin er i himlen eller i helvede eftersom han slet ikke var kristen, og ikke troede.
Jeg har fået en rigtig dårlig hukommelse også! Det er noget af det værste, glemmer de små hverdagsting som hvor mine cigaretter er, eller min telefon.
Jeg er grundlæggende nødt til at finde mig selv uden min bror i mit liv, som enebarn.
Men det har også gjort mig taknemlig, taknemlig for det jeg har, at jeg har haft 16 år med, ifølge mig, verdens bedste støttende bror jeg kunne ønske mig.
- De tanker jeg har med det idag er virkeligt hvad Gud skal bruge dette til. Det er svært at se at der kan komme noget godt ud af det, men det har helt klart gjort at jeg skulle revurdere mine fremtidsplaner og hvad jeg skal bruge Martin til i fremtiden.
Jeg vil helt sikkert arbejde med selvmordsforskning i specialet borderline sygdommen. Jeg tror på at jeg kan gøre en forskel.
Og jeg har fået øjnene op for at det ikke er fordi de unge der begår selvmord virkeligt vil dø, men de vil slippe væk fra den ubærlige smerte de bærer rundt med. De har desperat brug for et møde med Gud!!!
- Hvis jeg kunne sige een ting til min bror ville det være at jeg var taknemlig. Taknemlig for at måtte have været hans søster. For wow hvor er jeg stolt af ham. Han var fantastisk.
Og jeg er så glad for at det sidste jeg fik sagt til ham var, Vi ses jeg elsker dig!
- Vil vende det sidste spørgsmål om til: Hvad nu NÅR det sker for andre?
Jeg kender selvmordsstatistikkerne osv, og ved at jeg kommer til at møde andre der kommer til at miste søskende i en ung alder.
Og det jeg ved er det bedste der hjælper er et lyttende øre og en der forstår.
Som efterladt har man virkeligt ikke brug for alle mulige der kommer med nogle konklussioner i, Det skal nok gå, Du får det bedre osv.
Det hjælper slet ikke, det kan faktisk provokere og irritere.
Det bedste råd jeg kan give er fortæl, og genfortæl historien. Det er det der ihvertfald hjælper mig, og har hjulpet andre jeg nu snakker med der har mistet.
Tags: 2011, farvel, søskende, selvmord
Når jeg tænker på fremtiden kan jeg heller ikke lade mere med at være ked af at hun, engang når tiden kommer, ikke kommer til at være der til mit bryllup, og heller ikke kommer til at kunne holde mine børn i hendes hænder. Det gør helt ondt i maven at tænke på, men de følelser må jeg tage til den tid.
